En druknendes sidste tanker...

Blop-blop-blop... Aaarrrhhh-haaa!
Huuu-haj da! Der var jeg da vist li'godt tæt på at drukne! Ja, jeg ligger jo her i min von-And-agtige topotank og plasker omkring imellem alle mine topoaktier. Men en understrøm truer af og til med at trække mig under. Jeg tænker på, om jeg ikke lige for en sikkerheds skyld skulle få fat i støvsugerslangen, så kunne jeg jo bruge den som snorkel næste gang. Huha, nu har jeg ligget her og drevet omkring i nogen tid, ja faktisk i nogle dage. Først i en døs, da jeg flød omkring ramt af influenza en uges tid.
Hvilket slagkraftigt stof
Det var en døs, der jævnligt blev forstyrret af, at en lillebitte, travl Peter Buhl bankede løs med sin mukkert inde i mit stakkels hovede. Imens gentog han igen og igen: "Grunden til, at vi er superoptimister med det stof, er, at det kan bruges sammen med de forskellige typer kemo, uden man behøver at skrue ned for dosis for nogen af dem". Av-av-av, hvilket stof, tænkte jeg i min feberhede tilstand, så langt var jeg ude.
En virkelig topopøl
Så afkræftet var jeg jo, da jeg atter vågnede op, eller gjorde jeg nu egentlig det, og forbløffet opdagede, at jeg virkelig befandt mig i en topopøl. At suppedasen ikke blot var febervildelser. Og nu er jeg så kraftesløs, at jeg er ude af stand til at hive mig selv op og få fast grund under fusserne. Er det ikke ligesom om, mine topoer drager mig, som sirenernes sang lokker sømændene i den våde grav derude på det åbne hav? Som om jeg ikke kan slippe fri, give slip, måske endda bare sælge løs?
Langligger i forkølet topo
Nej, det er nu snarere fordi, jeg er langligger i topo. Og det om jeg så ligger på land, eller jeg har en vis legemsdel, altså r-ø-v-e-n, under det virtuelle topohavs overflade. Så lige nu ligger jeg altså med både arme og ben i vejret og gisper efter luft. Måske derfor meget godt, at en forkølet topokurs er noget lavvandet i disse tider. Desværre betyder det også, at jeg har lidt svært ved at nå op til købstasten på min computer. Ellers et godt tidspunkt at supplere op med nogle flere topoer, selv om på den anden side, så ville jeg jo gerne lige have fat i den dér støvsugerslange først. Jeg pjasker hjælpeløst omkring med noget, der ligner hundesvømning, tiltagende deprimeret.
Alle disse særordninger for lovende lægemidler
Men så med ét lyser jeg op, og mine øjne blinker som et par skælmske fyrtårne i det natdunkle blå. Jeg kommer nemlig netop lige i tanker om, at jeg, lige inden jeg bukkede under for feberen, nåede at maile med en medarbejder hos selveste TopoTarget A/S themselves. Jeg havde spurgt ind til de begreber, som biotek har det med at sprøjte om sig med... især når de har et særligt lovende lægemiddel på bedding. For så er der jo ingen grænser for hvilke særlige ordninger, de lægemidler kan søge om hos amerikanske FDA. Lad mig se, vi har Orphan Drug, Pivotalt studie, Special Protocol Assessment, Fast Track, Proof of Concept og Fanden og hans Pumpestok! Ja, man jo nærmest drukner i særordninger!
Jeg fik mail fra TopoTarget!
Jeg ville gerne have TopoTarget til at hjælpe mig og andre småinvestorer med at få et indblik i, hvad de ordninger mere præcist betyder, og hvordan de eventuelt forholder sig indbyrdes til hinanden. Jeg har selv forsøgt mig med en udredning her i indlægget 'Forvirring om særordninger for belinostat', men noget rigtigt overblik kom der jo ikke ud af anstrengelserne. Jeg smiler mod topotankens loft, for jeg fik jo svar fra topo, et foreløbigt et, ganske vist:

"Kære Jamesol Tak for det tilsendte! Det er en lidt større mundfuld du beder os. Det er helt i orden, men du må forvente, det tager nogle dage at kommentere på! Du skal nok få kommentarerne! Med venlig hilsen Niels Laursen."

Og det her var endda et rigtigt ægte svar. Ikke et, jeg selv fandt på, ligesom det der Sydbank ét, der fik mig ekskluderet fra EI. men som enhver eventuel begavet person på EuroInvestors aktiedebat ville kunne se, bare var åbenlys pjat, ja selv idioterne.
Glade minder om en eksklusion
Jeg vender det hvide ud af øjnene, men lukker dem så igen, mens mit indre blik hidkalder sig tråden på EI's cafédebat, hvor man ville kunne læse nærmere om affæren, nemlig tråd nummer 6103, indlæg 2. Selv er jeg ikke så nysgerrig lige nu, da jeg er beskæftiget med ikke at drukne. Og heller ikke at den sag betyder noget lige her - jeg spærrer pludselig øjnene op - udover generelt... ja udover ytringsfriheden og den slags tunge, umoderne principting, som ikke lever op til det overlegne moderne menneskes krav om underholdning.

Selv om jeg dog egentlig synes, at jeg faktisk forsøgte at kompensere for alvoren med netop at gøre tingene underholdende - til en vis grad da. Ligesom i alle Sydbanktrådene, da jeg spandt løs dér. Øjnene vædes af et øjebliks nostalgi.
Ja, han sagde det altså selv: "EI er helt ude i skoven"
Duvende og døsig på ryggen modtager jeg pludselig en vision, et citat: "Hvordan man skulle kunne påstå at ytringsfriheden skulle være begrænset på EuroInvestor er helt ude i skoven. Jeg tror det ville blive svært at finde et mere åbent medie," Søren Alminde, bestyrelsesformand i EuroInvestor. Ja, man må tage sig til hovedet: at nogen kan finde på at beskylde EuroInvestor for at tyre ytringsfriheden, skamløst!
Buhls køllebøller
Nej, nu svømmer jeg vist rigeligt omkring i emnerne, alt for meget rygcrawlende tilbageblik. Så tilbage til topo. Jeg modtog jo svaret fra TopoTarget den 14. april, og om føje tid vil jeg helt sikkert få kommentarerne, blev jeg lovet. I et øjebliks panik overvejer jeg, om løftet om kommentarer i virkeligheden er en slet skjult trussel, om at TopoTarget A/S en af dagene vil sende et par af deres tidligere CEO Peter Buhls livvagter her over til Viby J for at "fortælle mig et par borgerlige kommentarer med deres baseballkøller". Jeg ser skrækslagent for mig sådanne to tyrenakker komme hyppende imod mig... jeg gør klar til et saxo-spark. (Trusselsfantasien refererer til Tyregodts effektfulde udgangsreplik til EuroInvestor, da han demonstrativt som en gal tyr, men dog også meget bange, skiftede til ProInvestor, inden han dog kort tid efter kom luntende tilbage igen, vist nok ramt af amnesia).
Topos småinvestorpleje, snart sker der vist noget
Men så tager jeg tyren ved hornene: Nu må jeg lige styre min bashede paranoia, siger jeg til mig selv. Alt er jo i skønneste orden. Ja, jeg svømmer helt over af begejstring over dette vidunderlige udtryk for småinvestorpleje, som jeg her er allernærmeste offer fo... æh, vidne til. Faktisk er det jo dejligt med dette opløftende løfte netop nu, hvor jeg atter er ved at blive suget ned af en understrøm. Jeg snapper efter vejret, og smiler så... nej, jeg griner sgu. Åh ja, så lykkelig nu!
Baderåd: Husk altid støvsugerslangen
Men ak, understrømmen har stadig fat i mig, min mund er pivåben og topoerne fylder mit hovede. Jeg pjasker og basker med arme og ben, jeg rammer noget, det var vist sendetasten til ProInvestor, måske min sidste handling inden overgangen til næste liv. Jeg spærrer atter øjnene op, nu i panik, min mund gurgler i topoer, det smager som fluor, nej værre, "blop-blop-bloooooop..." Årh, jeg skulle jo have haft fat i den støvsugerslange! Håber virkelig, jeg befinder mig i febervildelse endnu, at jeg snart vågner op fra en ond, ond drøm...